Signaturretter
Om bogen
Hvert menneske har sin egen unikke signatur, som repræsenterer lige præcis, hvem de er. På samme måde har vi i Aarstiderne vores egen gastronomiske signatur, som udmønter sig i det, vi kalder ”signaturretter”.
De retter har udkrystalliseret sig gennem fælles arbejde igennem årtier: Planteavlernes ihærdige arbejde med jorden og med at frembringe økologiske og biodynamiske råvarer. Kokkenes mangeårige erfaringer med at sammensætte forskellige måltidskasser. Familierne rundtom i landet, som giver kokkene direkte feedback på deres præstationer. Tusindvis af vurderinger uddeles således hver uge til vores retter, og på den måde bliver hver enkelt ret hele tiden forbedret.
Vores kokke har været vidt omkring for at udvikle og udvælge de allerbedste opskrifter, som også stemmer overens med vores værdigrundlag: 80/20-madlavning, planteproteiner, fermentering, lidt vilde planter, økologi, at spise sæsonbaseret og at undgå madspild. De har smagt og diskuteret, kasseret og justeret og er kommet frem til ca. 60 retter, som alle er blandt Aarstidernes mest markante og skarpe retter – alle sammen spækket med lokalt grønt, ferment eller planteproteiner.
Vi har altid haft grønt på dagsordenen, men vi kan nu se, at verden har flyttet sig. Der er større fokus på grøn mad end nogensinde før, og vi mener, at det er på tide at vise de nye, grønne klassikere, som kan tage over fra de gamle. Samtidig vil vi definere en fremtid med CO2 i balance og 80/20-mad med nordiske aner. Denne form for gastronomi tager ansvar for vores fælles verden, den indbyder til velsmag og samvær.
Fakta
- Forfattere: Søren Ejlersen, Thomas Hess-Nielsen, Sanne Holden Venlov, Louise Ramgill Kistvad, Jens Mohr og Morten Schou
- Antal sider: 197
- Forlag: Lindhardt og Ringhof