Bliv medlem og få rabat på alle køb
Søg
Menu
Forside Om Aarstiderne Presserum Nyheder og pressemeddelser Aarstiderne indtager MENY med økologiske kvalitetsvarer

Aarstiderne indtager MENY med økologiske kvalitetsvarer

Snart vil Aarstiderne være til stede i MENY-butikker over hele landet med private label-varer.

23. januar 2025

Inden længe vil MENY-kunder få glæde af Aarstidernes sortiment af økologisk frugt og grønt samt andre specialprodukter, som vil blive samlet i en nyudviklet Aarstiderne shop-in-shop eksklusivt i MENY.

Samarbejdet er et resultat af Dagrofas opkøb af Aarstiderne, som blev gennemført i slutningen af 2024.

Fokus på økologi og kvalitet

Tomas Pietrangeli, koncernchef i Dagrofa, der står bag MENY, ser store perspektiver i samarbejdet:

”Vi ser virkelig frem til at få bredt Aarstiderne ud til endnu flere danskere. Fokus på det lokale, på danske kvalitetsvarer og nemme måltidsløsninger er en vigtig del af vores nye offensive strategi, Gro´27. Derfor glæder jeg mig virkelig over, at vi nu kan komme i gang. Aarstidernes shop-in-shop eksklusivt i MENY, og tilsvarende private label-serie eksklusivt for MENY, giver rigtig god mening i den henseende. For vi vil være bedst i Danmark på økologi, danske varer og højkvalitetsvarer. Dette er bare første skridt.”

Kædedirektør i MENY, Richo Boss, er ligeledes begejstret: 

”I MENY ser vi os selv som Danmarks Madmarked, og jeg er meget glad for, at vi får muligheden for at lægge kvadratmeter til produkter fra Aarstiderne. Vi er lige blevet kåret til Årets Supermarked af B.T.s læsere for andet år i træk. Det at blive bedømt så flot af vores kunder forpligter; vi skal hele tiden udvikle os og kunne levere de bedste varer til vores kunder – her passer Aarstiderne perfekt ind, og vi får mulighed for at lægge endnu et lag på. Vi får en række gode og helt unikke varer, som danskerne ikke kan få andre steder i dagligvarehandlen, og de bidrager til vores i forvejen store sortiment. Jeg glæder mig til at se Aarstidernes produkter i MENY.”

Aarstiderne når nye højder

Hos Aarstiderne ser man samarbejdet som en naturlig udvikling i ambitionen om at bringe økologisk kvalitet til flere:

"Vi har i Aarstiderne længe ønsket at komme tættere på kunderne og gøre vores kvalitetsprodukter let tilgængelige i en travl hverdag. Det bliver muligt nu, hvor vores økologiske frugt, grønt og andre specialvarer får plads i MENY-butikker over hele landet. Med vores produkter på hylderne og en shop-in-shop eksklusivt i MENY er vi med til at give kunderne en unik indkøbsoplevelse, der gør det nemt og inspirerende at vælge en grønnere hverdag og livsstil,” siger Heidi Boye, CEO i Aarstiderne.

Samme høje kvalitet – nu tættere på dig

Aarstidernes produkter i MENY vil fortsat være 100 % økologiske og holde samme høje kvalitet, som kunderne kender fra måltidskasserne og dagligvarerne på aarstiderne.com. 

Dagrofas opkøb af Aarstiderne

I november 2024 opkøbte Dagrofa Aarstiderne, og handlen blev endeligt godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i december samme år. Dagrofa ejer flere supermarkedskæder, herunder MENY, Let-Køb og Min Købmand, samt engrosforretningen Dagrofa Foodservice. 

-