Kalkun i tomat-chilisauce med sorte bønner og kålsalat med nektarin
Ingredienser
- 2 hvidløgsfed
- ½-1 rød chili
- 1 pakke kalkun i tern
- 1 bæger skåret grønt (tomat/rødløg/squash)
- 2 poser kogte sorte bønner
- ½ pose gulerødder
- 1 rød spidskål
- Alle nektarinerne
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx vineddike)
Skyl alt grønt.
Pil hvidløg, og hak det fint. Hak chili fint.
Varm en gryde op med lidt olie, og steg kalkunkødet i ca. 4 min., til det er gyldenbrunt. Læg det på en tallerken.
Dryp lidt ny olie i gryden, og sautér hvidløg i gryden i 15-30 sek. – uden at det bruner. Tilsæt skåret grønt fra bægeret samt de kogte sorte bønner. Kog retten forsigtigt op, og lad den simre i ca. 5 min. under låg.
Tilsæt chili efter smag, og vend kalkunkødet i gryden med bønner og grøntsager. Kog forsigtigt igennem i 2-3 min., og smag grundigt til med salt og peber.
Skrub eller skræl gulerødder, og skær dem i tynde strimler – evt. på et mandolinjern, hvis du har nerverne til det. Snit spidskål fint eller skær i tynde strimler. Skær nektarin i tern.
Vend spidskål og gulerødder med lidt olie og eddike i en salatskål, og krydr med salt og peber. Top salaten med nektarin.
Anret kalkun i tomat-chilisauce med sorte bønner i dybe tallerkener. Servér kålsalaten til.