Bagt fisk med kartofler, små tomater, oliven og salat
Ingredienser
- 1 pose kartofler
- 1 bakke cherrytomat-mix
- 4-5 stilke frisk oregano
- 1 pakke torskefisk i tern
- 1 pose sorte oliven
- 1 hjertesalat
- 1 bundt radiser
- 1 bæger græsk-inspireret yoghurt
- ½-1 brev herbes de provence-krydderiblanding
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
- Sukker
Tænd ovnen på 180 °C varmluft, og skyl al grønt.
Skær kartofler i tern a 1-2 cm, vend dem med olie og salt, og bred dem ud på en bageplade med bagepapir. Bag dem gyldne og møre i ovnen i 25-30 min.
Halvér tomater. Kom tomater og frisk oregano i et ovnfast fad sammen med fisketern og oliven. Dryp med olie, drys med salt og et nip sukker, og bag det i ovnen i 10-12 min., til fisken er gennemtilberedt. Tag oreganostilke fra umiddelbart inden servering.
Snit imens salaten groft, og skær radiser i kvarte. Anret salat og radiser på et fad, og dryp med olivenolie af god kvalitet samt eddike.
Rør yoghurt med herbes de provence-krydderi, og smag til med salt og peber.
Anret bagte kartofler og fisk med tomater og oliven på tallerkener. Spis salaten til, og dryp yoghurtdressing over retten.