Ramsløg
– skovens hvidløg
Om foråret breder der sig en markant duft af løg i mange af vores skove. Det er ramsløget – allium ursinum - en skøn bladgrøntsag af liljefamilien. Denne vilde plante er lige til at plukke og bruge i køkkenet.
I køkkenet
Ramsløgets blade har en fin aromatisk smag af hvidløg med en snert af porre. De er mildere end hvidløg, men meget stærkere i smagen end f.eks. purløg. De grønne blade er en fantastisk smagsgiver i salater, i wokken og i marinader og pestoer. Bladene kan også dampes og spises som tilbehør, de kan snittes og bruges i wokretter eller hakkes fint og drysses over salater eller ovnbagte grøntsager. Du kan også lave en aioli med ramsløg og bruge som dip til kartofler eller i sandwich.
I marken
Aarstidernes ramsløg er plukket i skoven omkring vores gård Barritskov ved Juelsminde. De yngste blade har den fineste smag, derfor drager vi flere gange om ugen på skovtur for at høste de spæde blade. I maj springer ramsløgets hvide stjerneformede blomster ud. De kan også spises og pynter på måltidet. Derefter er det slut med ramsløg, så nyd denne delikatesse i dens korte sæson.
Opbevaring
Opbevar de lange grønne blade i plastposen, som de ligger i eller i en lufttæt beholder. Kan holde en 3-4 dage i køleskab.