Radiser
- vi er røde, vi er hvide...
Forår og radiser hører unægtelig sammen. Mange kan ikke lide radiser, fordi de er for stærke – og radiser kan da også blive sindssygt stærke, så tårerne springer og tungen slår krøller. Men nydt helt enkelt er radiser en sprød og skøn smagsoplevelse.
I køkkenet
De rødhvide radiser tilhører det kolde køkken. Radiser og rygeost er tro følgesvende - og så dansk, så dansk. Tag et godt kernerugbrød og smør med rygeost og med skiver af radise på toppen. En anden sommerklassiker er røget makrel med radiser, pryd dine grønne salater med små farvebomber, spark til ostemaden eller nyd ganske simpelt knæksprøde radiser med lidt koldt smør og et drys havsalt.
I marken
Alle med en stump jord har prøvet selv at så radiser. Radiser kan gro stort set overalt, og de vokser så hurtigt, at de kan sås og høstes flere gange over en sæson. Radisers styrke afhænger bl.a. af sorten, hvornår de høstes, og af hvor meget vand de har fået.
Opbevaring
Radisen holder sig bedst uden top. Nip toppen af, skyl radiserne og opbevar dem i en lufttæt beholder i køleskabet, så holder de sig friske i en uges tid.