Citrontimian
– god i dressing og marinade
Til forskel fra den almindelige timian, har citrontimian en kraftig smag og en duft af citron. Krydderurten har små, grønne blade og får over sommeren fine, rosa eller lilla blomster, som pynter i haven.
Trods navn og slægtskab med den normale timian, er citrontimian faktisk "sin egen" art. Den stammer oprindeligt fra Middelhavet.
I køkkenet
Citrontimian er en frisk og delikat krydderurt, som giver en fin smag af citrus med undertoner af timian, hvilket gør den særdeles velegnet til fisk og som drys på stegte kartofler eller bagte rodfrugter. Den lidt jordede citrussmag gør sig også godt i dressinger og marinader, hvor man både kan anvende den frisk eller tørret.
Plantens friske stængler med blade kan plukkes og kommes i simreretter eller lægges ved et stykke dampet fisk. Husk dog at tage stænglerne op inden servering, da de er kraftige at tygge i.
I marken
Citrontimian er yderst hårdfør, og den trives godt i det danske klima, hvor vi blandt andet dyrker den på vores Smagsmarker. Den står ligeledes i mange danske køkkenhaver.