Blomkål
– Et krøllet hoved!
Blomkål er nok den kål, der smager mindst af kål, hvilket skulle have fået Mark Twain til at sige: ”Det er en kål, der har fået en ordentlig uddannelse.” Et friskkogt blomkålshoved, der ikke er sønderkogt, smager dejligt. Bare en let tur i saltet vand, der ligger lige under kogepunktet.
I køkkenet
Blomkål kan spises på et utal af måder. Rå, let kogt, i den klassiske blomkålsgratin og blendet til suppe. Særlig dejligt er nye blomkål skåret i fine skiver og forkælet med en god olivenolie, saltristede mandler og basilikum.
I marken
Blomkål er lidt af en udfordring på marken. Blomkål kræver en rigtig god jord rig på næringsstoffer for at vokse optimalt. Og så er der alle de skadedyr, som elsker det spæde, hvide kålhoved. Derfor bliver de dækket med et kæmpe insektnet, der holder sultne insektgæster uden for døren. Vores danske blomkål får vi fra Kent og Annemette Ebbesen fra Tinggård Økobrug på Djursland. I den kolde årstid henter vi blomkål hos økologiske landmænd i det varme Sydspanien.
Opbevaring
Blomkål er en robust fætter og har lang holdbarhed ved opbevaring i køleskab.