Vintersalat med hummus, gule beder, kikærter, palmekål og granatæble
Ingredienser
- 1 portion iblødsatte kikærter
- 1 bundt palmekål
- 1 portion kogte gule beder
- 1 rødløg
- 1 granatæble
- 1 rulle hummus
- 1 bundt rucola
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
- Sukker
Sæt vand over til kikærter. Skyl frugt og grønt.
Hæld iblødsætningsvandet fra kikærterne. Kom dem i en gryde med rigeligt vand, og kog dem møre, 30-35 min. Hæld vandet fra, og smag kikærter til med lidt olivenolie, salt og sort peber.
Pluk palmekål, og snit den i grove stykker. Pil de gule beder, og skær dem i tynde både. Skær rødløg i tynde både.
Rul granatæble mod bordet under tryk for at løsne kernerne. Halvér granatæble, og fjern kernerne med en ske. Kom i en skål.
Kom 1 dl eddike, ½ dl vand og 2-3 spsk. sukker i en lille gryde, og kog det op, til sukkeret er opløst. Tilsæt rødløg, og lad det simre i lagen, ca. 1 min. Tag gryden af varmen.
Kom hummus i en gryde med lidt vand, og varm den op, til den er lun. Justér konsistensen med lidt vand, til den er lind og cremet, og smag til med salt.
Varm en pande op, tilsæt olie, og sautér de gule beder, til de er gennemvarme. Tag dem af panden, og smag til med lidt eddike, salt og sort peber.
Varm panden op igen, tilsæt olie, og steg palmekål ved høj varme, til den er brunet, 2-3 min. Smag til med salt og sort peber.
Smør den lune hummus ud på et fad, og top med gule beder og kikærter. Anret palmekål, rucola og syltede rødløg ovenpå, og drys med granatæblekerner.