Vege-frikadeller med braiseret blomkål, kold dild-sauce, salat og sorghum
Ingredienser
- 1 pose sorghum
- 1 blomkål
- 1 bundt dild
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- ¼-1 rødløg
- 1 romaine-salat
- 1 pakke vege-frikadeller
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æbleeddike)
Sæt vand over til sorghum. Skyl sorghum samt alt grønt.
Sæt sorghum over i 3 dl kogende, letsaltet vand, og kog den under låg ved svag varme i 15-20 min. Dræn vandet fra.
Skær blomkål i kvarte gennem stokken. Varm en dyb pande op med lidt olie, og steg blomkål på den ene skæreflade ved middel varme i ca. 10 min., til den er gyldenbrun. Vend den om, og steg den på den anden skæreflade, også i 10 min.
Vend til sidst kålen om på den runde side, hæld 1 dl vand på panden, og lad kålen dampe under låg, til den er mør med lidt bid, ca. 10 min. Krydr med salt og peber.
Pluk dild let, og hak den. Kom yoghurt i en skål, og rør dild og 1 spsk. olie i. Smag til med salt og peber.
Skær løg i papir-tynde skiver. Vend løgene med lidt olie og eddike i bunden af en salatskål, og krydr med lidt salt og peber.
Snit salat groft, og vend den med løgene lige inden servering.
Varm en pande op med lidt olie, og steg vege-frikadellerne ved middel varme ca. 4 min. på hver side, til de er helt gennemvarme.
Anret sorghum på tallerkener, og top med braiseret blomkål. Servér med vege-frikadeller, salat og kold dild-sauce.