Thailandsk-inspireret nudelsalat med stegt kalvemedaljon og peanutsauce
Ingredienser
- 2 lime
- 1 pose jordnøddesmør
- ½-1 bundt mynte
- 1 agurk
- 1 rød peberfrugt
- ½-1 rød chili
- 1 pakke kalvemedaljoner
- 1 pakke nudler
Tjek at du selv har
- Olie (fx sesam- eller olivenolie)
- Salt
I dag skal smagsløgene en tur til Thailand, hvor man typisk finder friske, saftige retter med et velbalanceret spark af styrke fra fx chili. Mange børn kan godt lide de friske smage fra det thailandske køkken, men kan alligevel have svært ved at spise en salat, hvor alting er blandet sammen. Det kan derfor være en god idé at servere alle ingredienserne til salaten i separate skåle, så alle ved bordet kan bygge deres egen salat.
Sæt vand over til nudler, og skyl frugt og grønt.
Skær lime i både. Rør jordnøddesmør med 6-7 spsk. vand, og smag til med limesaft og salt. Saucen skal have konsistens som creme fraiche. Gem resten af limebådene til nudelsalat.
Pluk og snit mynte groft. Skær agurk i ca. 5 cm lange, tynde stave (skær evt. halvdelen i større stave til snackgrønt). Kom agurk og halvdelen af mynten i en stor skål (se køkkentip). Skær peberfrugt i tynde strimler, og skær chili i tynde ringe på skrå.
Varm olie op på en pande, og steg peberfrugt ved middelhøj varme, til den er brunet, 2-3 min. Kom den i skålen med agurk og mynte (se køkkentip).
Varm ny olie op på panden, og steg kødet brunet og gennemtilberedt, 2-3 min. på hver side. Krydr med salt undervejs.
Lad kødet hvile i 2-3 min., og skær det derefter i tynde skiver.
Kom nudler i en gryde med rigeligt kogende, saltet vand, og kog op i 1 min. Sluk for varmen, og lad nudlerne trække i vandet i 3 min. Hæld vandet fra.
Vend kogte nudler og skiver af stegt kalvemedaljon med agurk, mynte og peberfrugt. Smag til med salt og limesaft, og anret på et fad. Dryp med peanutsauce, og drys med chili og mynte efter smag.
Servér nudelsalat med stegt kalvemedaljon og peanutsauce.