Stegt svinekam og grønt med teriyaki-glaze og quinoa
Ingredienser
- 1 pose hvid quinoa
- 1 hvidløgsfed
- 1 bundt grønkål
- 1 rød peberfrugt
- 1 porre
- 1 pakke store tern af svinekam
- 1 pose teriyaki-glaze
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æbleeddike)
Sæt vand over til quinoa, og skyl quinoa samt alt grønt.
Kom quinoaen i en gryde, overhæld med 2 dl kogende vand, og tilsæt salt. Kog den under låg i 10 min., og lad den trække under låg i 5 min.
Pil og hak hvidløg fint. Rib grønkål, og hak den groft.
Kom kålen i en skål, drys med ¼ tsk. salt, og knug kålen i 1-2 min. Vend hvidløg, 1 tsk. olie og 2-3 tsk. eddike i kålen, og smag til med salt og peber.
Skær peberfrugt i tern. Skær porre i ca. 1 cm tykke skiver. Skyl porreskiverne grundigt i en skål med koldt vand, så al jorden skylles væk. Dryp porreskiverne godt af.
Varm ½ tsk. olie op på en pande, og steg peberfrugt i 2 min. Tilsæt porre, og steg grøntsagerne sammen i ca. 4 min., til alt er mørt. Krydr med salt og peber, og hold grøntsagerne varme mellem to tallerkener.
Tør panden af, varm den op igen med 1 tsk. olie, og steg kødet, til det er gyldent og gennemstegt, 4-5 min. Krydr med salt undervejs.
Anret quinoa i portionsskåle. Top med små bunker af stegte grøntsager, stegt svinekam og marineret grønkål. Dryp teriyaki-glaze over de stegte grøntsager og kødet.