Stegt lange med lun salat af blå kartofler, skalotteløg, sesam og finger-lime
Ingredienser
- Alle de blå congo-kartofler
- 1 bananskalotteløg
- 1 romaine-salat
- 3 tomater
- 3 pakker langefilet uden skind
- 1 brev ristet sesam
- 1 finger-lime
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Eddike (fx æble- eller rødvinseddike)
Finger-lime kaldes også citruskaviar og er små aflange mørkegrønne citrusfrugter fyldt med små saftige perler, som let kan presses ud med to fingre – skrab evt. det sidste ud med en kniv eller en lille ske.
Håndfuld 1+2: Skalotteløg, salat, tomat
Håndfuld 3: Langefilet
Håndfuld 4: Blå congo-kartofler
Fedt: Olivenolie, ristet sesam
Smagsgivere: Salt, eddike, fingerlime
Sæt vand over til kartofler. Skyl frugt og grønt.
Skræl kartofler, og kog dem i rigeligt saltet vand, til de er møre, 12-14 min. efter størrelse.
Hak skalotteløg fint, og del salat i blade. Skær tomat i mindre tern.
Vend skalotteløg og tomat sammen, og smag til med lidt eddike og en smule salt.
Tjek fisk for evt. ben og hinder. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg fisk ved middel varme, til den er gylden og gennemstegt, 3-4 min. pr. side. Krydr med salt undervejs.
Hæld vandet fra kartoflerne.
Anret salat på et fad, og anret kartofler ovenpå. Knus kartoflerne let med en gaffel, og top med marineret tomat og skalotteløg.
Drys kartoffelsalaten med sesam, og dryp med et par dråber olivenolie. Pres perler af finger-lime ud over, og servér salaten med stegt lange til.