Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Stegt gris og krydret aubergine med tahindressing, quinoa og bøftomat-salat

3 personer

Ingredienser

  • 1 pose hvid quinoa
  • 2 citroner
  • 2 hvidløgsfed
  • 2 poser tahin
  • 2 romaine-salater
  • Alle bøftomaterne
  • 1 aubergine
  • 1 pakke store tern af svinekam
  • ½-1 brev istanbul-krydderiblanding

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Balsamico
Køkkentips

Det er måske lidt utraditionelt at koge aubergine og gøre det i en pande. Med denne metode kan auberginen tilberedes med mindre mængder olie, som er hensigtsmæssigt i det kalorie-specifikke måltid. Ellers har auberginen det med at suge olie som en svamp. Det er måske også lidt specielt at koge i en pande, men hvorfor ikke – den er dejlig bred og skal bruges til stegning efterfølgende, og det mindsker mængden af opvask, i forhold til hvis du skulle koge i en gryde. Det er de færreste pander, som anskaffes med låg, men måske har du et andet stort låg, som kan bruges, fx til en stor gryde. Du kan også stege uden låg, så skal du bare stege ved lidt lavere varme, og det tager lidt længere tid.

Inden du går igang

Sæt vand over til quinoa og aubergine, og skyl quinoa samt frugt og grønt.

Quinoa
  1. Kog quinoaen under låg i 3 dl letsaltet vand i 10 min. Lad quinoaen trække under låg i 5 min., og afdryp evt.

Tahindressing
  1. Pres citron. Pres eller riv hvidløg fint. Rør tahin med hvidløg og 1-2 spsk. citronsaft. Spæd til med koldt vand, til tahindressingen har samme tykkelse som tynd yoghurt og er frisk og syrlig. Smag evt. til med mere citronsaft.

Bøftomat-salat
  1. Snit salaten mellemfint, og læg på et fad. Skær tomat i grove tern, og top salaten med tomater. Dryp med 1-2 spsk. balsamico, og krydr med salt og peber.

Stegt gris og krydret aubergine
  1. Skræl aubergine, og skær den over på langs. Skær den derpå i skiver a 2-3 cm. Læg aubergine i en pande med tilhørende låg (se køkkentip), og overhæld med kogende vand. Tilsæt lidt salt, og kog aubergine i 4 min. under låg. Lad aubergine dryppe af i en sigte.

  1. Tør panden af, varm den op igen, og tilsæt 1 spsk. olie. Steg kødet i 6-7 min., til det er smukt gyldent på alle sider. Krydr med salt og peber, og tag det fra panden.

  1. Varm panden op igen, tilsæt 1 spsk. olie, og steg aubergine i 6-7 min. ved middel varme, til den er gyldenbrun på alle sider og mør. Krydr aubergine med lidt istanbul-krydderiblanding (pas på - den er lidt stærk), og smag evt. til med mere salt. Vend kødet med aubergine inden servering.

Servering

Anret quinoa på tallerkener, og top med stegt gris og krydret aubergine. Dryp tahindressing over hver portion. Servér med bøftomat-salat.

-