Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Stegt gris med jordskokkemos, sorte bønner og sauteret spinat

2 personer

Ingredienser

  • 1 rødløg
  • Alle jordskokkerne
  • 2 bundter palmekål
  • 1 bundt spinat
  • 1 hvidløgsfed
  • 1 portion kogte sorte bønner
  • 1 pakke strimler af svinekam

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Eddike (fx æbleeddike)
  • Honning
Køkkentips

I dag skal du lave en lækker blød jordskokkemos, som skal udgøre det cremede element i måltidet. Du kan vælge at skrælle jordskokkerne – så kan du blende mosen helt blank og ensartet. Du kan også vælge at skrubbe jordskokkerne og koge dem med skræl. Så bliver mosen mere grov, og skrællen vil være en del af mosen med et lille bid. De to metoder tager omtrendt lige lang tid at lave, så vælg den metode, som giver den mos, du synes lyder bedst.

Inden du går igang

Sæt vand over til jordkokkemos, og skyl alt grønt. Pil ikke spinaten – du skal bruge stilkene.

Lynsyltet rødløg
  1. Pil og skær rødløg i tynde både. Kog ¾ dl eddike, 1 spsk. honning og lidt salt og peber op i en lille gryde. Tilsæt rødløg, og lad dem simre i lagen i ½ min. Træk gryden fra blusset, og lad løget trække i lagen indtil spisetid.

Jordskokkemos
  1. Skræl eller skrub jordskokkerne grundigt med en grøntsagsbørste (se køkkentip). Skær jordskokkerne i grove stykker, kom dem i en gryde og dæk akkurat med vand. Kog dem møre under låg – ca. 10 min.

  1. Hæld kogevandet fra jordskokkerne, men gem det. Blend jordskokkerne til en tyk mos, eller mos dem med et piskeris. Spæd til med kogevand, til du synes, konsistensen er god. Smag til med salt og peber.

Stegte grønne grøntsager med bønner og gris
  1. Skær palmekål i stykker a 2 cm. Kassér grove rodender af spinaten. Snit spinatstilkene fint – hold blade og stilke adskilt. Hak hvidløg fint.

  1. Varm en pande op med olie, og steg palmekål og spinatstilke i 2 min. Tilsæt spinatblade, sorte bønner og hvidløg, og steg 3-4 min. ved middel varme, til kål og spinat er møre. Krydr med salt og peber. Kom grøntsager og bønner på et fad. Tør panden af.

  1. Varm panden op igen, tilsæt lidt olie, og steg kødet ved middelhøj varme i 3-4 min., til det er gyldenbrunt og gennemstegt. Krydr med salt og peber, og drys det over kål, spinat og bønner.

Servering

Anret jordskokkemos på tallerkener, og servér med stegte grønne grøntsager og bønner med gris. Top med syltede rødløg.

-