Stegt fisk på flækærter med spinat og blomkålssalat med agurk
Ingredienser
- 1 pose grønne flækærter
- 1 rødløg
- 1 bundt spinat
- ½-1 blomkål
- 1 mini-agurk
- 1 bundt purløg
- 1 pakke torskefisk i tern
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx vin- eller æbleeddike)
Sæt vand over til flækærter. Skyl flækærter samt alt grønt. Pluk ikke spinaten, men skær bare rodenderne væk og kassér dem.
Kom flækærter i en gryde med letsaltet, kogende vand, og kog dem lige akkurat møre (men ikke udkogte), 25-30 min. Hæld ærterne i en sigte, og lad dem dryppe let af – brug imens gryden til at sautere løg og spinat.
Hak løg. Snit spinatstilkene fint. Lad spinatbladene være hele, eller hak dem evt. let.
Varm gryden fra flækærterne op med lidt olie, og sautér løg og spinatstilke i 3-4 min. Tilsæt spinatbladene, og sautér med løg og stilke, til spinatbladene er akkurat faldet let sammen. Tilsæt de kogte grønne flækærter, og smag grundigt til med salt og peber.
Skær blomkål i små tern – brug bare en stor kniv, og skær derudaf (det behøver ikke være sirlige små buketter). Skær agurk i tern. Snit purløg.
Vend blomkål, agurk og purløg sammen med lidt olie og eddike i en salatskål. Smag til med salt og peber.
Varm en pande op med lidt olie, og steg fisken i 2-3 min. på hver side, til den er gyldenbrun. Krydr med salt og peber.
Anret flækærter med spinat på en tallerken, og top med stegt fisk. Spis med blomkålssalat til.