Rød linsedahl og raita med pære
Ingredienser
- 1 bæger dahl med røde linser
- 1 squash
- 1 løg
- 1 pose solsikkekerner
- 1 pære
- ½ bundt koriander
- 1 lime
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
I dag skal du lave en af vores one pot-retter fra Det Varme Værksted, dahl med røde linser, hvor vi har gjort alle ingredienser og krydderier klar. Du skal blot tilsætte vand, og lade retten simre i en gryde. Selvom vi har angivet mængden på vand, som skal tilsættes, kan der være lidt forskel på, hvor rask kogningen går i forskellige gryder og på forskellige komfurer. Derfor vil jeg foreslå, at du omhyggeligt sørger for at justere konsistensen med vand, både under kogningen og inden servering. Dahlen skal være en let flydende og saftig gryderet.
Sæt vand over til dahl, og skyl frugt og grønt.
Kom dahl i en gryde med 3½ dl vand, og kog op (se køkkentip). Lad dahlen simre i 30 min. under låg, til linserne er kogt helt møre. Tilsæt evt. mere vand undervejs, hvis dahlen koger tør, og justér gerne konsistensen med vand lige inden spisetid. Smag til med salt inden servering.
Skær squash i tern a ca. 1x1 cm. Pil løg, flæk det gennem roden, og skær i tynde skiver.
Varm en pande op med 2 tsk. olie, og steg squash og løg i 4-5 min. Tilsæt solsikkekerner, og steg dem med det sidste minut. Krydr med salt og peber.
Skær pære i små tern, og hak koriander fint. Halvér limefrugt. Vend pære og koriander med yoghurt, og smag til med lidt limesaft, salt og peber.
Anret dahl i dybe tallerkener, og top med stegte grøntsager og raita med pære.