Pitabrød med stegt butternut-squash, hummus og majs
Ingredienser
- ½ butternut-squash
- 1-2 breve istanbul-krydderiblanding
- 1 grøn citron
- 4 majskolber
- 2 poser tahin
- 1 rulle spicy hummus
- 3 tomater
- 2 crunchita-salater
- 1 pakke fuldkornspitabrød
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æbleeddike)
Vær opmærksom på, at du har fået en grøn citron med i din kasse. Citronen er moden, men når dags- og nattetemperaturerne nærmer sig hinanden, som de gør i Spanien lige nu, bliver citronen ikke gul.
Sæt en gryde letsaltet vand over til majs, og tænd ovnen på 200 °C varmluft til butternut squash. Find evt. en brødrister frem til pitabrød. Skyl frugt og grønt.
Skræl din butternut-squash og gem halvdelen til dag 4. Riv citronskal fint, og halvér citronen.
Skær den halve butternut-squash i både eller grove tern, og vend dem med olivenolie, salt, citronskal og istanbul-krydderi. Kom dem på en bageplade og bag dem i ovnen i ca. 25 min., til de er møre.
Kog majskolber i 4-5 min.
Kom tahin i en lille skål, og rør den sej med citronsaft og lidt salt. Tilsæt også vand, så du får en tyktflydende dressing.
Kom hummus i en skål, og rør den evt. op med lidt olivenolie.
Skær tomat i tern, og krydr dem med lidt salt og olivenolie. Snit salat fint.
Varm pitabrød i 3-4 min. i ovnen eller på brødristeren.
Smør de lune pitabrød indvendigt med hummus, og fyld dem med ovnbagt butternut-squash, salat, tomat og tahindressing. Spis majskolber til.