Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Perlebygsalat med pære, jordskokker, peberfrugt, grønkål og mozzarella

3 personer

Ingredienser

  • Alle jordskokkerne
  • 1 pose perlebyg
  • 1 rødløg
  • 1 pære
  • 1 bundt grønkål
  • 1 gul peberfrugt
  • 1 bæger mozzarella

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Eddike (fx balsamico- eller æbleeddike)
  • Sukker
  • Smør
Køkkentips

Skær jordskokkerne, så de er nogenlunde ens i størrelsen – så bliver de jævnt møre alle sammen. Det er også en god idé at ryste gryden lidt undervejs, så jordskokkerne får godt med farve på alle sider.

Inden du går igang

Sæt vand over til perlebyg, og skyl perlebyg samt alt frugt og grønt.

Jordskokker og perlebyg
  1. Skur eller skræl jordskokker, og skær dem i kvarte (se køkkentip). Varm en gryde op med 40 g smør, og steg jordskokkerne gyldne og møre under låg ved middel varme, 15-18 min. Krydr med salt undervejs.

  1. Kom perlebyg i en gryde, dæk med kogende vand, og kog mør under låg i 12-15 min. Hæld overskydende vand fra.

Syltede rødløg og pære
  1. Skær rødløg i tynde både. Kog 1 dl eddike, ½ dl vand og 2-3 spsk. sukker op i en lille gryde, til sukkeret er opløst. Lad løgene simre i lagen i ca. 1 min. Tag gryden af varmen.

  1. Skær pære i både, og steg dem i smør på en pande ved middel varme, til de er gyldne, 2-3 min.

Grønkål og peberfrugt
  1. Pluk grønkål, og snit den groft. Skær peberfrugt i strimler. Tilsæt lidt olivenolie til gryden med jordskokker, og steg kål og peberfrugt møre, 2-3 min. Smag til med salt og sort peber.

Dressing
  1. Rør 4-5 spsk. olivenolie og 3-4 spsk. eddike (gerne balsamico-eddike) sammen i en lille skål.

Servering

Vend perlebyg sammen med dressing og stegt grønt, og anret det hele på et fad. Top med pære og brud af mozzarella, og drys med syltede rødløg.

-