Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Pankopanerede koteletter med knust agurk, goma, sesam-broccoli og ris

3 personer

Ingredienser

  • 1 pose hvide jasminris
  • 1 agurk
  • 1 brev ristet sesam
  • 1 broccoli
  • 1-2 æg
  • 1 pose pankorasp
  • 1 pakke koteletter
  • 2 poser gomadressing

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Eddike (fx risvin- eller æbleeddike)
  • Evt. sort peber
Køkkentips

At knuse agurkerne til dagens salat gør salaten ekstra saftig, og det er lækkert til ris og sprød kotelet – og så er det en god og sjov opgave til de mindste. Det kan ikke gøres forkert, men brug evt. en ekstra stor skål, så agurkestykkerne ikke flyver væk i kampens hede.

Inden du går igang

Sæt vand over til ris og broccoli, og skyl risene grundigt. Skyl også alt grønt.

Ris
  1. Kom ris i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem i ca. 12 min. Hæld overskydende vand fra.

Knust agurkesalat
  1. Skær agurk i store tern, og kom dem i en stor skål (se køkkentip). Knus dem let med et piskeris, en suppeøse eller en kartoffelmoser, og smag til med eddike [2p: 1-2 tsk. | 3/4/5p: 3-4 tsk.] og lidt salt. Lad salaten trække 5-10 min., og drys derefter med lidt sesam.

Sesam-broccoli
  1. Skær broccoli i buketter, skræl stok, og skær stokken i grove stykker. Damp broccoli sprødmør under låg i en gryde med lidt saltet vand, 4-5 min. Afdryp, og drys med sesam.

Panko-panerede koteletter
  1. Pisk æg sammen i en dyb tallerken, og kom panko i en anden dyb tallerken.

  1. Vend koteletter først i æggeblandingen og derefter i pankoen. Tryk dem godt ned i pankoen, så paneringen hænger ved.

  1. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg koteletter ved middel varme, til de er gyldne og gennemstegte, 2-3 min. på hver side. Krydr med salt og evt. peber undervejs.

Servering

Anret ris, sesam-broccoli og koteletter på tallerkener, og dryp med gomadressing. Servér knust agurkesalat til.

-