Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Pakoras med tomatrelish og kikærtesalat med avocado

2 personer

Ingredienser

  • 1 portion udblødte kikærter
  • ½ spidskål
  • Resten af gulerødderne
  • 1 løg
  • ¾ pose boghvedemel
  • 1 pakke tæmpeh i strimler
  • Resten af tomaterne
  • 1 agurk
  • 1 avocado
  • 1 lime
  • 1 brev tomatrelish

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Olie til stegning (fx raps- eller solsikkeolie)
  • Salt
  • Sort peber
  • Evt. karry eller spidskommen
  • Evt. chilisauce
Køkkentips

Denne pakoradej er heldigvis ret nem at have med at gøre. Konsistensen gør, at den er godt klistret og normalt sagtens kan trække alle grøntsagerne, så længe man får vendt godt rundt i det hele. Den færdige dej med fyld skal nærmest ligne en bunke grønt dækket med et lag dej – dvs. dejen kan være godt mættet. Hvis dine gulerødder er meget våde, kan du trykke lidt af væsken ud af dem, inden du blander dem i dejen. Går det alligevel galt, kan du tage lidt ekstra mel og blande i dejen.

Inden du går igang

Sæt vand over til kikærter, og skyl frugt og grønt.

Kikærter
  1. Hæld iblødsætningsvandet fra kikærterne, kom dem i en gryde med letsaltet, kogende vand, og kog dem møre, 30-35 min.

Klargøring af grønt
  1. Snit spidskål i tynde strimler, og riv gulerødder groft. Pil løg, halvér det, og skær det i tynde strimler.

Pakoras med grønt
  1. Vend boghvedemel [1p: 100 g | 2p: 150 g] med 2 tsk. salt og 1½ dl vand i en rummelig skål, og krydr med friskkværnet peber og evt. karry eller spidskommen, hvis du har det. Spæd evt. til med lidt mere vand – dejen skal have konsistens som yoghurt.

  1. Tilsæt spidskål, løg, gulerødder og tæmpeh-strimler til pakoradejen – vent evt. med at tilføje alle grøntsagerne på én gang, og tilføj dem, til du kan se, at dejen fortsat hænger fint sammen (se køkkentip). Vend godt rundt.

  1. Varm en pande op, og tilsæt 1-2 dl olie. Steg store skefulde af pakoradejen i den varme olie, til de er gyldne og gennemtilberedte, 2-3 min. på hver side. Lad dine pakoras dryppe af på fedtsugende papir.

Kikærtesalat med avocado
  1. Skær imens tomat og agurk i tern. Fjern skræl og sten fra avocado, og skær også avocadokødet ud i tern. Skær lime i både.

  1. Dræn kogevandet fra de kogte kikærter. Vend dem med tomat, agurk og avocado i en salatskål, og smag til med olivenolie, limesaft, salt og peber.

  1. Kom tomatrelish i en lille skål.

Servering

Dyp pakoras i tomatrelish og evt. chilisauce, hvis du har. Spis dem med kikærtesalat til.

-