Ovnbagt kyllingebryst, kartofler og tomat med pesto og gulerodssalat med valnødder
Ingredienser
- 1 rødløg
- 1 tomat
- 1 pose kartofler
- 1 pose valnødder
- ½ pakke kyllingebryst
- 3-4 stilke timian
- ½ pose gulerødder
- 1 fed hvidløg
- 1 bæger pesto-kit (persille/spinat/solsikkekerner)
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æbleeddike)
Vores kyllingebryster ligger alle i pakker a 2 stk. Steg dem alle, og spis 1 kyllingebryst. Det overskydende kyllingebryst kan du gemme, skære i skiver og bruge fx som fyld i en sandwich, som pålæg på smørrebrød eller i en fyldig salat.
Tænd ovnen til 200 °C varmluft, og skyl alt grønt.
Skær løg i 8 både. Halvér tomater og kartofler. Vend forsigtigt kartofler, løg og tomater med lidt olie, og spred dem ud i en bradepande med bagepapir. Krydr med salt og peber, og bag i 20 min.
Læg valnødder på en lille ovnfast tallerken eller et fad, og rist dem gyldne i ovnen, ca. 5 min. Lad valnødderne køle lidt af, og hak dem groft.
Varm en pande op med lidt olie, og brun kylling grundigt på alle sider, ca. 8 min. i alt (se køkkentip). Krydr med salt og peber.
Træk bladene af timian, og hak dem let.
Læg den stegte kylling ind mellem kartofler og grøntsager i bradepanden. Drys det hele med timian, og bag i 5 min. Tag kyllingen ud, og lad den trække på et skærebræt under et viskestykke indtil spisetid. Lad grøntsager og kartofler holde sig varme i ovnen.
Skrub eller skræl gulerødder, og skær dem i tynde skiver. Vend dem med lidt olie og eddike i en skål, og krydr med salt og peber. Top med ristede valnødder.
Hak hvidløg groft. Blend pesto-ingredienserne sammen med hvidløg og ½-¾ dl olivenolie, fx med en stavblender direkte i bægeret. Smag pestoen til med lidt salt og peber.
Skær kyllingebryst i skiver ved spisetid. Anret kartofler og bagte grøntsager på tallerkener, og dryp 1-2 spsk. pesto. Spis med kylling og gulerødder med valnødder til.