Mørdej til tærter
Opskrift
Ingredienser
-
300 g hvedemel
-
1 spsk. sukker
-
1 tsk. fint salt
-
1 Stang vaniljekorn
-
250 g smør (koldt)
-
1 dl vand (iskoldt)
Sådan gør du
Når du laver mørdej, er det essentielt at smørret er iskoldt, og at du ikke rører for meget ved dejen med dine varme hænder. Jo mindre du er i kontakt med smør og dej, des bedre, sprødere og mere flaky bliver dit færdigtbagte resultat.
Opskriften er til 2 tærter
Når du laver mørdej, er det som nævnt vigtigt at dine hænder ikke smelter smørret eller gør det for blødt. Tricket er nemlig at beholde chunks af smør i din hurtigt samlede mørdej.
Smeltende smør i varme hænder har fået mørdejsbagere til at råbe ud af køkkenvinduet utallige gange, men når man først har knækket koden til dejen, bliver man så glad!
Bland mel, sukker, salt og vaniljekorn sammen i en stor skål. Skær smørret i terninger, og drys dem oven på de tørre ingredienser. Brug en pastry blender*, til at hakke smørret med så du undgår at sætte dine varme hænder i dejen. Alternativt kan du bruge en gaffel til at hakke smørret ud i melet med, indtil du får en krummet masse. Nu hældes det kolde vand i lidt adgangen, mens du med en ske eller en spatel samler dejen. Pres dejen op ad kanterne på skålen, til den er samlet. Sørg dog for ikke at mase al smørret.
Når dejen er samlet, deler du den i 2 kugler, som du gør flade, og pakker ind i husholdningsfilm.
Medmindre du skal bage 2 tærter, så frys den ene portion til senere brug.
Den anden lægger du på køl i ca. 1 time. Nu er dejen klar til at blive rullet ud på et meldrysset bord og blive brugt til hvilken som helst sød tærte, du kunne tænke dig.
*En pastry blender er en slags dejhakker – et stykke køkkentøj, der er skabt til
at hakke fedtstof ud i mel. Hakkeren er udformet med et håndtag og tynde metal-bånd, som du stamper ned i smør og mel for at findele til mørdej. Du kan finde pastry blenders i mange online køkkentøjsbutikker.