Tortillas med falafler, ananaskraut, fetadressing, RAF-tomater og friskt grønt
Ingredienser
- 1 bakke RAF-tomater
- ½ rød batavia-salat
- 1 rødløg
- 1 pakke fetaost
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- 1 rulle falafelfars med squash
- 2 pakker hvedetortillas
- 1 bæger ananaskraut
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Eddike (fx lager- eller æbleeddike)
- Sukker
Hos Aarstiderne laver vi vores egen ananaskraut, som et led i vores madspildsbekæmpelse. Den smager krydret og saftigt og er derfor god til retter med stegte falafler eller en fed burger.
Skyl alt grønt.
Skær tomat i grove stykker, og snit salat groft. Pil og skær rødløg i tynde både.
Kom 1 dl eddike, ½ dl vand og 2-3 spsk. sukker i en lille gryde, og kog det op, til sukkeret er opløst. Tilsæt rødløg, og lad det simre i lagen i ca. 1 min. Tag gryden af varmen.
Smuldr halvdelen af fetaen groft, og blend den sammen med yoghurt med en stavblender, til du har en tyktflydende dressing.
Varm en pande op, og tilsæt olie. Form falafelfars til små falafler, og steg dem på panden, til de er gyldne og gennemstegte, 5-6 min. i alt.
Varm tortillas på en tør pande, til de er gennemvarme, ca. ½ min. på hver side. Hold dem lune indtil servering.
Fyld tortillas med salat, tomat, falafler, ananaskraut og syltede rødløg. Smuldr resten af fetaen over, og dryp med fetadressing.