Lun sandwich med hummus, tikka-krydret aubergine, syltede rødløg og frisk grønt
Ingredienser
- 1 batavia-salat
- 1 tomat
- 1 rødløg
- 1 graffiti-aubergine
- 1 hvidløgsfed
- 1 citron
- 1 brev tikka masala-paste
- 1 glutenfri sandwichbrød
- 1 rulle hummus
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Eddike (fx æble- eller lagereddike)
- Sukker
Find en brødrister frem, eller tænd ovnen på 180 °C varmluft. Skyl frugt og grønt.
Snit salat fint, og skær tomat i mindre tern. Kom begge dele på et fad.
Skær aubergine i ca. 1 cm tykke skiver. Pil rødløg og hvidløg. Skær rødløg i tynde både, og pres eller riv hvidløg fint i en lille skål. Riv citronskal fint ned i skålen, og halvér citron.
Varm olie op på en pande, og steg aubergine ved middel varme, til den er gylden og mør, 7-8 min. Steg evt. ad flere omgange, og krydr med lidt salt undervejs. Kom aubergine i en skål efterhånden, som den er stegt.
Rør imens hvidløg og citronskal sammen med tikka masala-paste, ca. halvdelen af citronsaften og 2-3 spsk. olivenolie, og lad det trække i 5 min.
Kom den tikka-krydrede olie i skålen med aubergine, og vend godt rundt. Smag til med salt.
Kom 1 dl eddike, ½ dl vand og 1½-2 spsk. sukker i en skål, og rør det sammen, til sukkeret er opløst. Tilsæt rødløg, og lad det trække i lagen i 5-10 min.
Varm imens sandwichbrød i 4-5 min. på en brødrister eller i 7-8 min. i ovnen.
Rør hummus med lidt vand, til den er lind og cremet. Smag til med citronsaft og salt.
Flæk sandwichbrød, og fyld med hummus, tikka-krydret aubergine, råsyltede rødløg og frisk grønt.