Lun nudelsalat med stegt broccoli, frisk hvidløg og kokosdressing
Ingredienser
- 1 stykke ingefær
- 1 frisk hvidløg med top
- ½-1 rød chili
- 1 dåse kokosmælk
- ½-1 lime
- 1 broccoli
- 1 pose mukimamebønner
- 1 brev ristet sesam
- 1 pakke risnudler
- 2 tomater
- 1 bundt mizuna
Tjek at du selv har
- Olie (fx kokos- eller olivenolie)
- Salt
- Evt. soja
Frisk hvidløg ligner lidt forårsløg, men smager mildt af hvidløg. Både den grønne top og den nederste hvide del kan spises. Skær kun de små rødder fra, og snit resten så fint, som du kan.
Mizuna minder lidt om rucola både i udseende og smag. Den har dog lidt spidsere takker på bladene og kan have lange stilke. Stilkene kan sagtens spises, så skær dem endelig ikke fra.
Sæt vand over til nudler, og skyl frugt og grønt.
Riv ½ spsk. ingefær fint, og snit det friske hvidløg fint (se køkkentip). Kom halvdelen af det fintsnittede hvidløg i en lille skål til servering. Hak chili fint.
Varm en lille gryde op, tilsæt en smule olie, og steg ingefær, chili og resten af hvidløget i 2-3 min. Tilsæt kokosmælk, og kog op. Lad det koge ind i 3-4 min.
Riv limeskal, og halvér lime. Smag kokosdressingen til med limeskal og -saft samt salt. Hæld dressingen i en skål, og lad den køle indtil servering.
Del broccoli i mundrette buketter. Skræl stokken, og skær den i tændstiktynde strimler. Kom strimlerne i en skål til servering.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg broccolibuketter ved høj varme i 3-4 min. De må gerne branke lidt. Tilsæt mukimamebønner og ristet sesam, og steg videre i yderligere 2-3 min., til det er gennemvarmt. Krydr med salt eller evt. soja, hvis du har.
Kog ½ liter vand op med lidt salt. Tilsæt nudlerne, sænk varmen, og lad dem trække på kogepunktet i 3 min. Skyl dem under den kolde hane, og afdryp i en sigte.
Skær tomater i både, snit mizuna groft (se køkkentip), og kom begge dele i skåle til servering.
Byg din nudelsalat med nudler, stegt broccoli, mukimamebønner, tomater, mizuna og rå broccoli, og dryp med kokosdressing. Drys fintsnittet, frisk hvidløg over retten, og dryp evt. med overskydende limesaft.