Lun blomkålssalat med appelsin, ristede mandler og tahindressing med bergamotte
Ingredienser
- 2 poser grønne flækærter
- 1 pose mandler
- 1 blomkål
- 1 rødløg
- Resten af de farvede gulerødder
- 2 appelsiner
- 2 poser tahin
- 1 bergamotte
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
Sæt vand over til flækærter, og skyl flækærter, frugt og grønt.
Kom flækærterne i en gryde med rigeligt letsaltet vand, og kog dem al dente, 25-30 min. Dræn vandet fra.
Rist mandlerne gyldne i en tør pande, og hak dem groft.
Skær blomkål i buketter – del evt. de største buketter i halve. Skær rødløg i slanke både.
Varm panden fra mandler op igen, tilsæt olie, og steg blomkål brunet og sprødmør ved middel varme, 7-8 min. Krydr med salt undervejs. Steg rødløg med de sidste 3-4 min.
Skræl gulerødder ud i tynde flager med en tyndskræller. Vend dem med lidt eddike i en skål, og lad dem trække.
Fjern skræl fra appelsin, og skær frugtkødet i fileter eller tern.
Rør tahin med 2-3 spsk. vand, og smag godt til med bergamottesaft. Krydr med lidt salt.
Vend flækærter med gulerødder inden servering, og smag til med olivenolie, salt og sort peber.
Anret flækærter og gulerødder på et stort fad, og top med stegt blomkål og rødløg samt appelsin. Dryp med tahindressing, drys med hakkede mandler, og servér.