Kyllingedeller, linsegryde og appelsinsalat med bladselleri og oliven
Ingredienser
- 1 løg
- 1 fennikel
- 1 pose gulerødder
- ½ bundt timian
- 1 hvidløgsfed
- ½-1 rød chili
- 1 pose grønne linser
- 1 stængel bladselleri
- 1 blodappelsin
- 1 pose sorte oliven
- 1 rulle frikadellefars med kylling og grønt
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx vin- eller æbleeddike)
Sæt vand over til linser, og skyl frugt og grønt.
Hak løg. Skær halvdelen af fennikel og halvdelen af gulerødderne i små tern. Træk bladene af timian. Hak hvidløg fint. Hak chili fint.
Varm en gryde op med lidt olie, og sautér løg samt fennikel- og gulerodstern i ca. 4 min. Tilsæt hvidløg, timian, linser og 3 dl kogende vand, og kog op. Lad linserne simre under låg, til de er møre, 15-20 min. Smag grundigt til med salt og chili efter smag. Justér evt. konsistensen med lidt vand – retten må ikke virke tør.
Snit bladselleri i tynde skiver. Skær resten af fennikel og gulerødder i tynde skiver. Skræl appelsin, del den i kvarte, og skær den i tynde skiver. Skær oliven i skiver – eller lad dem være hele.
Vend bladselleri, fennikel, gulerod og appelsin med lidt olie i en salatskål. Smag til med lidt salt, peber og lidt eddike. Drys med oliven.
Varm en pande op med lidt olie, og form små deller af kyllingefarsen. Steg dellerne 4-5 min. på hver side ved middel varme. Krydr evt. med lidt peber.
Servér kyllingedellerne med linsegryde og appelsinsalat med oliven.