Kyllingebryst med ovnkartofler, sennepscreme og råkost med skovsyre
Ingredienser
- 1 pose kartofler
- Alle rødbederne
- Alle jordskokkerne
- 1 pakke kyllingebryst
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- ½-1 brev dijonsennep
- ½ pose gulerødder
- 1 bundt skovsyre
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æbleeddike)
- Honning
Det er ikke alle pander som er født med låg, men du kan bruge alle slags store låg – måske har du et fra en stor gryde som passer. Jeg kan også finde på at lægge en anden pande ovenpå den nederste i mangel af bedre låg. Det er kun i tilfælde af, at jeg absolut ikke kan finde på andet, at jeg bruger stanniol. Stanniol er et energitungt materiale at fremstille og svært at nedbryde som affald, så der er gode grunde til at bruge det så lidt som muligt.
I dag skal du krydre din råkost med skovsyre – en rigtig forårskrydderurt, som vi ikke ser så ofte. Den er syrlig og frisk, så prøv at smage på den frisk, og justér mængden du kommer på råkosten, så det passer til din smag.
Tænd ovnen på 200 °C varmluft. Skyl alt grønt, og skrub jordskokker med en grøntsagsbørste.
Halvér kartofler. Skræl rødbeder, flæk dem på langs, og skær dem i skiver a ½ cm.
Vend det hele med lidt olivenolie. Læg kartofler og jordskokker på den ene halvdel af en bageplade med bagepapir, og bred rødbeder ud på den anden halvdel. Bag rodfrugter møre i ovnen i 25-30 min. Krydr med lidt salt.
Krydr kødet med salt og friskkværnet peber. Varm en pande op med lidt olie, og steg kødet ved middel varme under låg, til det er gyldent og akkurat gennemstegt, ca. 15 min. (se køkkentip).
Lad kødet hvile i 2-3 min. under et rent viskestykke, inden det skæres i skiver til spisetid.
Kom yoghurt i en lille skål, og smag til med dijonsennep, peber og lidt salt – lad den gerne rive lidt i næsen.
Skræl og riv gulerødder groft. Snit stilkene på skovsyren fint – lad bladene være hele (se køkkentip).
Rør 1-2 tsk. honning med lidt olivenolie i en skål, og vend gulerødder i dressingen. Smag til med lidt eddike, salt og peber, og top råkosten med skovsyre.
Spis ovnbagte rodfrugter med stegt kyllingebryst, sennepscreme og råkost til.