Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Kylling i teriyaki-sauce med stegt spidskål og peberfrugt serveret med ris og lime

4 personer

Ingredienser

  • 1 pose hvide jasminris
  • 1 lime
  • ½-1 spidskål
  • 2 rødløg
  • 2 røde peberfrugter
  • 1 pakke kyllingeoverlår uden ben
  • 1 pose teriyaki-glaze

Tjek at du selv har

  • Olie (fx sesam- eller olivenolie)
  • Salt
  • Evt. sort peber
Køkkentips

Hvis du er i tvivl, om eventuelle børn blandt de medspisende vil kunne lide teriyaki-glazen, kan du også vælge at bruge den som en dressing til at dryppe over kyllingen til sidst. Når man tilsætter den i den varme pande, får kyllingen dog en lækker, lidt klistret konsistens, som børn som regel godt kan lide.

Inden du går igang

Sæt vand over til ris, og skyl risene grundigt. Skyl også alt grønt.

Ris
  1. Kom risene i en gryde med rigeligt, kogende, letsaltet vand, og kog dem i ca. 12 min. Hæld overskydende vand fra.

Stegt grønt
  1. Skær lime i både, og gem til servering. Snit spidskål fint. Pil og skær rødløg i tynde både. Skær peberfrugt i ringe eller strimler.

  1. Varm en pande godt op, tilsæt olie, og steg spidskål ved høj varme, til den bruner let, 2-3 min.

  1. Skub spidskål lidt til side på panden. Tilsæt rødløg og peberfrugt, og steg videre i 3-4 min., til alt er sprødmørt. Smag til med salt og evt. sort peber, og tag grøntsagerne af panden.

Teriyaki-kylling
  1. Skær kylling i strimler. Varm panden op igen, tilsæt olie, og steg kylling, til den er brunet og gennemstegt, 3-4 min.

  1. Tag panden af varmen. Tilsæt teriyaki-glaze, og vend rundt, til al kyllingen er dækket (se køkkentip).

Servering

Anret ris i skåle eller dybe tallerkener, og top med stegt grønt. Anret teriyaki-kylling øverst, dryp med limesaft, og servér.

-