Koteletter med stuvede jordskokker og grønkålstopping
Ingredienser
- Alle alouette-kartoflerne
- 1 bundt grønkål
- Alle jordskokkerne
- 1 bundt bredbladet persille
- 1 pakke koteletter
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æbleeddike)
- Minimælk
- Majsstivelse
I dag skal du lave en enkel stuvning med jordskokker. Grøntsagsstuvninger hører til i det traditionelle, danske køkken, og er grønt og sauce i ét – typisk brugt i måltider med kogte kartofler og kød eller fisk.
Den traditionelle måde at lave stuvningen på er ved opbagning af mel og smør spædet til med mælk. I det energireducerede og glutenfri måltid fungerer det bedre med majsstivelse, som kan jævnes direkte i mælken uden brug af smør – og så er det i det hele taget en nemmere metode, og saucen bliver mindre tung.
Du kan bruge plantedrik i stedet for mælk. I stedet for majsstivelse kan du jævne med glutenfrit mel, havremel eller alle former for bælgfrugtmel – her skal saucen blot koge ca. 5 min., inden du tilsætter jordskokkerne. Du kan også jævne ved at blende lidt af de kogte kartofler i den kogende mælk, til det tykner.
Sæt vand over til kartofler og jordskokker. Skyl grønkål og persille, og skrub kartofler og jordskokker grundigt med en grøntsagsbørste eller lignende.
Halvér evt. de største af kartoflerne, så alle kartofler har nogenlunde samme størrelse. Kog dem i en gryde kogende vand med salt i 12-15 min., eller til de er møre. Hæld vandet fra, og hold dem varme under låg.
Rib grønkål, kom den i en skål, og drys med et nip salt. Knug kålen i 1-2 min., til den falder let sammen. Vend kålen med olie [1p: ½ tsk. | 2p: 1 tsk. | 3/4p: 2 tsk.], og smag til med eddike, peber og evt. mere salt.
Skær jordskokker i tern a ca. 1½ cm. Pluk persille, og hak den groft.
Pisk majsstivelse [1p: 1 tsk. | 2p: ½ spsk. | 3p: 1 spsk. | 4p: 1½ spsk.] sammen med mælk [1p: 1 dl |2p: 2 dl | 3p: 3 dl | 4p: 4 dl] i en gryde. Kog op under piskning, til mælken tykner.
Kom jordskokkerne i saucen, og lad dem koge ved middel-lav varme i ca. 4 min., eller til de er møre med lidt bid. Rør forsigtigt af og til, så saucen ikke sætter sig i bunden. Vend persille i saucen, og smag grundigt til med salt og peber.
Varm en pande op, tilsæt olie [1p: ½ tsk. | 2p: 1 tsk. | 3/4p: 2 tsk.], og steg koteletter ca. 3 min. på hver side. Krydr med salt og peber.
Anret kartofler på tallerkener, og drys med grønkålstopping. Servér med koteletter og stuvede jordskokker.