Kødboller i tomat med grønne linser og gulerodssalat
Ingredienser
- 2 poser grønne linser
- 2 hvidløgsfed
- 1 rulle oksefars med grøntsager
- 1 bæger skåret grønt (tomat/rødløg/squash)
- 1 bundt grønkål
- ½ pose gulerødder
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx vin- eller æbleeddike)
Sæt vand over til grønne linser, og skyl linser og alt grønt.
Kom linserne i en gryde med rigeligt, letsaltet vand, og kog dem møre, 15-16 min. Dræn vandet fra.
Pil hvidløg, og hak det fint, eller pres det. Rør farsen sammen med hvidløget i en skål, og form farsen til små kødboller.
Varm en pande op med 1 spsk. olie, og steg kødboller ved middel varme i 4-5 min. Ryst panden undervejs, så kødbollerne bliver stegt på alle sider.
Tilsæt skåret grønt fra bægeret, og kog det hele ved middel varme i ca. 5 min. Spæd til med lidt vand, hvis det ser tørt ud – tomaterne skal koge let ud som sauce. Krydr med salt og peber.
Rib grønkålen, og hak den mellemfint. Kom kålen i en skål, drys med lidt salt, og knug kålen i 1-2 min., til den mørner lidt.
Skrub eller skræl gulerødder, og skær dem i papirtynde skiver. Vend dem med kålen, 1 spsk. olie og 1-2 spsk. eddike. Krydr med peber og evt. mere salt.
Anret grønne linser på tallerkener, og top med kødboller i tomat. Servér gulerodssalat med grønkål til.