Kalvekød med kartoffelmos, sauteret spinat og sprød spidskål
Ingredienser
- 3 bagekartofler
- 2 hvidløgsfed
- 2 calçot-løg
- ½-1 rød chili
- 1 bundt spinat
- 1 spidskål
- 1 pakke kalvekød i skiver
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx balsamico eller æbleeddike)
I dag skal du lave en enkel kartoffelmos. Den er hverken rørt med mælk, smør eller æggeblomme, som mange normalt laver deres kartoffelmos med. Det er naturligvis, fordi mosen skal passe til den kaloriereducerede menu. Faktisk er det præcis sådan, jeg altid laver min egen kartoffelmos, simpelthen fordi jeg nyder, at mosen på denne måde smager helt rent af kartofler. Og jeg kan lide det enkle i at bruge det varme kogevand, som også smager af kartofler, til at spæde mosen til med.
Sæt vand over til kartoffelmos, og skyl alt grønt.
Skræl kartofler, og skær dem i grove tern. Kom kartoflerne i en gryde, og hæld kogende vand på, til det akkurat dækker. Kog kartoflerne helt møre under låg, ca. 15 min.
Gem kogevandet fra kartoflerne (se køkkentip). Mos kartoflerne med en kartoffelmoser, et piskeris eller en stamper.
Hak hvidløg fint, eller pres det. Spæd kartoffelmosen med kogevand, til du har en blød mos. Rør hvidløg i mosen, og krydr grundigt med salt og peber.
Snit calçot-løg fint. Hak chili fint. Varm en sautérgryde op med 2 tsk. olie, og sautér løg i 2-3 min. Tilsæt spinat, og sautér i 2-3 min., til alt er mørt. Smag til med chili og salt.
Snit spidskål fint. Vend kålen med 2 tsk. olie og 2-3 spsk. eddike i en salatskål. Smag til med salt og peber.
Varm en pande op til høj varme, tilsæt 2 tsk. olie, og steg kødet 1-2 min. på hver side. Krydr med salt og peber.
Servér kartoffelmos på tallerkener, og top med sauteret calçot-løg og spinat. Servér med kalvekød og spidskålsalat.