Indisk citronpickles
Opskrift
Ingredienser
-
1 kg citron
-
10 g bukkehornsfrø
-
30 g stødt cayennepeber
-
10 g stødt gurkemeje
-
35 g sorte sennepsfrø
-
35 g groft havsalt
-
1 ydre kålblad (fx hvidkål eller spidskål)
Sådan gør du
Inden du går igang skal følgende udstyr findes frem: 1-liters patentglas, kniv, røreskål samt køkkenvægt.
Start med at skylle citronerne, og skær dem ud ottendedele. Fjern de kerner, du kan se.
Stød bukkehornsfrøene groft i en morter.
Vej citronerne, krydderier og salt af, kom det i en stor røreskål, og vend det hele med hænderne, til alle krydderierne er godt fordelt.
Kom citronerne i patentglasset, og pres godt ned i glasset med rene hænder undervejs, mens du fylder det, så citronerne afgiver saft, og der bliver mere plads. Bliv ved med at fylde på og presse til glasset er fyldt og citronerne er dækket af sin egen saft.
Skyl kålbladet, og fold det, så det passer til patentglassets bredde. Læg det omhyggeligt ned over citronerne, og pres det ned under lagen, så det ligger som et beskyttende låg.
Sørg for, at der er 3-4 cm luft foroven i patentglasset, luk det, og stil det til at fermentere på en tallerken et skyggefuldt sted.
Lad citronerne fermentere i 1 til 3 måneder, ideelt set ved en temperatur på mellem 18 og 20 grader. Er temperaturen varmere end dette, kan det gå stærkere, er den koldere kan det gå langsommere.
Glasset skal i starten åbnes hver dag for at frigive det kuldioxidtryk, som fermenteringsprocessen danner. Det er særligt vigtigt i de første 5 til 7 dage, hvor fermenteringen går stærkt. Når det ikke bobler intenst mere, kan du åbne glasset med flere dages mellemrum og snart derefter undlade det helt.
Smag på citronerne efter 1 måned eller før, afhængigt af temperaturen. Er skallen blød og smagen fin balancerede mellem sød, syrlig og bitter, så er de færdige. Er citronerne på korrekt vis holdt under lagen hele tiden, bør de være klar senest efter 3 måneder.
Stil din indiske citronpickles på køl. Den er nu spiseklar.