Grillet kalvekød og linsesalat med provence-krydrede bagte grøntsager
Ingredienser
- 1 squash
- 2 røde peberfrugter
- 1 rødløg
- ½-1 brev herbes de provence-krydderiblanding
- 1 kvist rosmarin
- 1 pose grønne linser
- 1 pakke kalvekød i skiver
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
Håndfuld 1+2: Squash, peberfrugt, rødløg
Håndfuld 3: Linser, kalvekød i skiver
Fedt: Olivenolie
Smagsgivere: Salt, peber, eddike, herbes de provence, rosmarin
Tænd ovnen på 200 °C varmluft. Sæt vand over til linser, og skyl linser samt alt grønt.
Skær squash i 1 cm tykke skiver på skrå. Skær peberfrugt i kvarte. Skær rødløg i både.
Læg squash, peberfrugt og løg i et ildfast fad, og dryp med olie. Krydr med herbes de provence-krydderi, og pluk rosmarin henover. Krydr med salt, og bag grøntsagerne gyldne og møre, 20-25 min.
Kom imens linser i en gryde med rigeligt, letsaltet vand, og kog dem møre, 15-16 min. Dræn vandet fra.
Varm en grillpande eller stegepande godt op. Pensl kalvekød med lidt olivenolie, og grill det ved høj varme, til det har fine grillstriber og lige akkurat er gennemstegt, ½-1 min. per side. Krydr med salt og sort peber.
Anret kogte linser på et fad, og vend sammen med bagt grønt. Smag til med lidt eddike, salt og sort peber.
Anret grillet kalvekød på tallerkener, og servér linsesalat med provence-krydret grønt til.