Gnocchetti med calçot-løg, kumquats, tomat og hærvejsost samt grønkålsalat
Ingredienser
- 1 bundt grønkål
- 1 calçot-løg
- 1 hvidløgsfed
- 2/3 bakke cherry-blommetomater
- ½-1 kvist rosmarin
- ½-1 kumquat
- ½ stykke hærvejsost
- 1 pakke gnocchetti
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æbleeddike)
Sæt vand over til gnocchetti, og skyl frugt og grønt.
Rib grønkålen og hak den mellemfint. Snit lidt af calçot-løgets grønne top fint, ca. 1 spsk. Vend grønkål med 1 tsk. olie og 2-3 tsk. eddike i en salatskål. Krydr med salt og peber, og top med calçot-løg.
Hak hvidløg fint. Halvér tomater. Snit resten af calçot-løget i skiver af ½ cm. Træk nålene af rosmarinen, og hak dem let. Skær kumquat i tynde skiver, med skræl og det hele, men fjern eventuelle sten. Riv osten fint.
Varm en sautérgryde op med 1 tsk. olie, og sautér calçot-løg, hvidløg og rosmarin ved middel-lav varme i ca. 2 min. Tilsæt tomater, kumquat og 1-2 spsk. vand, og lad hele molevitten simre under låg i 4-5 min. Smag til med salt og peber.
Kog gnocchettierne møre i saltet vand, 3-4 min. Gem ½-1 dl kogevand, og dræn resten af vandet fra.
Vend forsigtigt gnocchettierne sammen med tomater og løg, og varm forsigtigt igennem i 1 min. Spæd evt. til med lidt af kogevandet, hvis gnocchettierne suger al væske fra tomaterne, retten skal være saftig ved servering.
Anret gnocchetti på en tallerken, og top med revet ost. Spis grønkålsalat til.