Frittata med gedeost, spinat og tomat serveret med perlebygsalat
Ingredienser
- 1 pose perlebyg
- 1 løg
- 1 bundt spinat
- 1 kvist rosmarin
- 3 tomater
- 2 bakker æg
- 1 rulle gedeost
- 1 bundt bredbladet persille
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
Frittata betyder ’stegt’ på italiensk, og det er også den væsentligste forskel på den og fx omeletter og tortillaer: At æggemassen steges lidt på panden, så den får stegeskorpe. En anden forskel er, at frittata altid bliver bagt færdig i ovnen.
Hvis du ikke har en pande, der kan gå i ovnen, kan du færdiggøre frittataen på komfuret. Sænk varmen til laveste blus, læg låg på panden, og lad massen tilberede færdig i ca. 15 min. Alternativt kan du komme æggemassen i et ovnfast fad og bage frittataen færdig i ovnen.
Tænd ovnen på 200 °C varmluft, sæt vand over til perlebyg, og skyl perlebyg samt alt grønt.
Kom perlebyggen i en gryde, og dæk den med kogende vand. Kog perlebyggen mør under låg i 10-15 min.
Pil løg, og skær det i tynde skiver. Skær roden af spinat, og snit spinaten groft. Pluk rosmarin, og hak den groft. Skær tomat i grove stykker.
Varm olie op på en pande, som kan tåle at komme i ovnen (se køkkentip). Sautér løg og rosmarin, til løget er næsten mørt, 2-3 min. Krydr med lidt salt undervejs.
Pisk imens æg let sammen i en skål. Krydr med salt og sort peber.
Tilsæt spinaten og halvdelen af tomaterne til panden, og steg i yderligere 2-3 min.
Skru lidt op under panden, tilsæt æggeblandingen, og steg, til den begynder at sætte sig i kanterne, 1-2 min.
Bryd gedeosten i mindre stykker, og fordel den hen over æggemassen i panden. Sæt panden i ovnen, og bag frittataen i 15-20 min., til den er fast og gennembagt.
Pluk imens persille, og hak den groft. Vend persillen sammen med den kogte perlebyg og resten af tomaterne, og smag til med salt, 1-2 spsk. olivenolie og 1-2 tsk. eddike.
Servér den varme frittata direkte fra panden, og spis perlebygsalat til.