Flanksteak med broccoli og kartoffelsalat med purløg
Ingredienser
- 1 pose nye udenlandske kartofler
- 1 bundt purløg
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- Resten af gulerødderne
- 1 pakke flanksteak
- 1 broccoli
- 1-2 fed hvidløg
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Evt. sennep
Den bedste måde at stege flanksteak på er ved at vende kødet hvert andet minut og gøre dette 4 gange, så kødet i alt steges i 8 min. Flanksteak er et stykke kød som bliver bedst, når det er stegt rødt. Gennemstegt vil det nemt kunne virke sejt.
Når du skærer kødet i skiver, er det afgørende, at du skærer kødtrådene (muskelfibre kan man også kalde dem) over på tværs. På en flanksteak er kødtrådene ret tydelige. Skiverne skal være så tynde som muligt – på denne måde vil kødet virke mest mørt.
Sæt vand over til kartofler, og skyl alt grønt.
Halvér evt. de største kartofler, så alle har nogenlunde samme størrelse. Kog kartofler møre under låg i saltet, kogende vand i 10-12 min. – lidt afhængigt af størrelsen. Afdræn dem, og lad dem køle af på en tallerken.
Snit purløg fint. Rør purløg i yoghurten, og smag til med salt, peber og evt. lidt sennep.
Skær kartoflerne i tykke skiver eller kvarte, når de er kølet lidt af, og anret dem på et fad. Dryp purløgsdressingen over.
Skræl gulerødderne, og skær dem i lange tynde strimler med en skrællekniv. Vend gulerødderne med olie [1p: ½ tsk. | 2p: 1 tsk. | 3/4p: 2 tsk.] og lidt eddike i en skål. Krydr med salt og peber. Anret gulerødderne med let hånd ovenpå kartoffelsalaten.
Varm olie [1/2p: 1 tsk. | 3/4p: 2 tsk.] op på en pande, og steg kødet, til det er godt brunet, 2 min. på hver side – ca. 8 min. i alt. Kødet skal være rødt i midten (se køkkentip). Krydr med salt og evt. peber undervejs.
Skær imens broccoliblomt i små buketter – bare hurtigt med en stor kniv. Skær stokken i tern. Pil hvidløg og hak det fint.
Lad flanksteak trække 4 min. på et skærebræt. Dryp imens olie på panden, og steg broccoli på panden i 3 min. Vend broccoli med hvidløg, og evt. salt og peber.
Skær flanksteak i tynde skiver (se køkkentip).
Servér flanksteak med kartoffelsalat og stegt broccoli til.