Fiskefrikadeller med mayo, spidskålssalat og ovnkartofler
Ingredienser
- 3 bagekartofler
- ½ spidskål
- ½ pose gulerødder
- 1 æble
- 1 rulle grøn fiskefars
- 1 pose mayonnaise
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
- Sukker
Vores grønne fiskefars er fuld af gode grøntsager, og virker derfor en smule anderledes end ren fiskefars, når den steges. Mens dellerne er på panden, vil de føles bløde, som om de er understegt, men når de har ligget på en tallerken og kølet af i 1-2 min., bliver de faste – helt som klassiske fiskefrikadeller. Hold dig til den angivne stegetid, så skal det nok gå godt.
Tænd ovnen på 220 °C varmluft, og skyl frugt og grønt.
Skær kartofler i tynde, ensartede både. Vend dem med lidt olivenolie og salt på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ovnen, til de er gyldne og møre, 25-30 min.
Snit spidskål fint, og riv gulerødder groft – skær evt. nogle i stave til snackgrønt. Skær æble i tynde skiver.
Vend spidskål, revet gulerod og æble sammen i en skål, og smag til med lidt eddike, 1-2 tsk. sukker og lidt salt.
Varm olie op på en pande. Form farsen til små fiskedeller, og steg dem, til de er gyldne og gennemstegte, 3-4 min. På hver side.
Anret fiskefrikadeller og ovnkartofler på tallerkener, og servér kålsalat, mayonnaise og evt. snackgulerødder til ved siden af.