Fiskefrikadeller, kartoffelgryde med peberrod og grønkål med æble og nødder
Ingredienser
- 3 bagekartofler
- ½ pose gulerødder
- 1 stykke peberrod
- 1 bundt grønkål
- 2 æbler
- 1 pose valnødder
- 1 rulle fiskefars med rejer
- ½-1 bakke karse
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æbleeddike)
Sæt vand over til kartoffelgryde, og skyl alt grønt.
Skræl kartofler og gulerødder, og skær dem i tern a ca. 2 cm.
Varm en gryde op med lidt olie, og sautér kartofler og gulerødder i 2 min. Tilsæt kogende vand, så det lige knap dækker. Lad dem koge under låg i ca. 5 min., til kartofler og gulerødder er møre, og kogevæsken er kogt let tyk omkring kartoflerne (retten skal serveres med al væsken/saucen).
Riv peberrod fint. Smag kartoffelgryden til med salt, peber og peberrod – lad det gerne være lidt stærkt.
Rib grønkål, og hak den mellemfint. Skær æble i tern. Hak valnødder.
Kom grønkålen i en skål, dryp med lidt olie og lidt eddike, vend godt rundt, og smag til med salt, peber og evt. mere eddike. Vend til sidst æbleternene sammen med grønkålen, og top med nødder.
Varm en pande op med lidt olie, og form fiskefarsen til små deller. Steg fiskedellerne ved middelhøj varme i ca. 4 min. på hver side, eller til de er gyldne og gennemstegte.
Anret kartoffelgryden på tallerkener – evt. i dybe tallerkener – og drys generøst med klippet karse. Servér med fiskefrikadeller og grønkålssalat.