Fingergrønt og fingerfrugt
Opskrift
Ingredienser
Sådan gør du
Det er rart og nemt at kunne servere udskåret grønt og frugt, efterhånden som din baby bliver større og mere selvhjulpen med at spise. Det træner også din babys tyggemuskler og evne til at lære, at mad også skal tygges, før den synkes. Selvom din baby kan samle maden op selv og gnave i den, er det vigtigt, at maden ikke er for hård, stykkerne for store, eller at frugt og grønt har en stor flade med en sej skræl, som for eksempel æbleskræl, tomatskræl og agurkeskræl. Det tager sin tid, før din baby bliver en habil tygger af al den mad, som findes i verden. Typisk vil dit barn være omkring 3 år, før kunsten mestres, men det er individuelt. Derfor skal hårde madvarer tilberedes, så de bliver bløde og tyggebare, men samtidig også stimulerer din baby til at tygge. Du kan selv gøre meget for at hjælpe med træningen. For eksempel skære frugt og grønt på særlige måder og varmetilberede maden, så den stadig har lidt bid.
IDEER TIL FINGERGRØNT OG FINGERFRUGT, SOM ER TIL AT TYGGE OG HOLDE OM:
Majsskiver, kogte til de er møre
Agurkeringe, enten skrællet eller tynde eller hvor skrællen har fået en masse snit hele vejen rundt
Gulerodstave, som er kogte, men som stadig har lidt bid
Peberfrugtringe skåret tyndt
Broccoli kogt med lidt bid
Blomkålsbuketter, kogt eller stegt med lidt bid
Appelsin eller klementiner skåret i tynde halvmåner eller små tern
Banan i tynde eller brede skiver
Blåbær, hele eller delt i halve, hvis de er store
Vindruer, altid delt i små tern eller skåret i skiver
Æbler skåret i tændstikker eller tynde halvmåner med snit i skrællen
Pærer skåret i tændstikker eller tynde halvmåner med snit i skrællen
Jordbær, modne – hele eller i stykker
Hindbær, modne og hele
Brombær, modne og hele