Svinefilet og stegt pastinak med kartoffelmos og sprød glaskål
Ingredienser
- 3 bagekartofler
- Alle pastinakkerne
- 1 pakke svinefilet
- 1 rød glaskål
- 1 bundt bredbladet persille
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Æbleeddike
Glaskål kaldes også knudekål og findes i en grøn og en rød/lilla sort. Glaskål kunne forveksles med en rodfrugt, men den hører til kålfamilien, og dens runde hoved udvikler sig over jorden og er faktisk en opsvulmet stængel.
Glaskålen skal skrælles inden brug, og under den smukke lilla skræl har den samme sarte lysegrønne indre, som den grønne glaskål. Sørg altid for at skære nok af rod-enden, som kan være lidt træet. Resten af grøntsagen er knasende sprød og saftig og har en fin mild kålsmag. Den kan skæres i tern, tynde skiver eller stave i forskellige tykkelse. Sådan bevarer den sin sprødhed.
Skyl alt grønt.
Skræl kartofler, og skær dem i grove tern. Kom kartoflerne i en gryde, og hæld kogende vand på, til det akkurat dækker. Kog kartoflerne helt møre under låg, ca. 15 min.
Gem kogevandet fra kartoflerne. Mos kartoflerne med en kartoffelmoser, et piskeris eller en stamper.
Spæd kartoffelmosen med kogevand, til du har en blød mos – lad den gerne være lidt blød, da det er den, som skal udgøre det cremede element i retten. Smag mosen grundigt til med salt og peber.
Skræl pastinak, og skær i 6-8 lange både på langs.
Varm en stegegryde op med ½ spsk. olie, og brun kød og pastinakker på alle sider, ca. 8 min. i alt, til både kød og pastinakker er smukt lysebrune hele vejen rundt. Krydr kød og pastinakker med salt og peber, skru ned til lavt blus, og lad dem simre i endnu 8 min. under låg.
Skræl glaskål (se køkkennote), og skær i tern a ca. 1 cm. Hak persille. Vend glaskål og halvdelen af persillen med ½ spsk. olie og lidt eddike. Smag til med salt, peber og evt. mere eddike, til salaten er frisk og syrlig.
Tag kødet op af gryden, lad det trække et par min. på et skærebræt, og skær det i skiver inden servering. Drys imens pastinakkerne med resten af persillen, og vend dem godt rundt i stegeskyen i gryden.
Anret kartoffelmos på tallerkener, og servér med filet af gris, stegte pastinakker og glaskålsalat.