Falafler med tabbouleh, broccoli og yoghurtdressing
Ingredienser
- 1 pose majscouscous
- ¼-1 calçot-løg
- 1 agurk
- Resten af korianderen
- 1 citron
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- 1 hvidløgsfed
- 1 rulle falafelfars med ærter og mynte
- 1 broccoli
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Evt. chilisauce (fx sambal oelek)
I dag skal du tilberede couscous, som er lavet af majs og rismel. Den har en lidt anden tekstur og er lidt sværere at tilberede end hvedecouscous, som blot kan overhældes med kogende vand. Følg derfor opskriften nøje for at få et godt resultat. Det er vigtigt, at du koger vandet op med låg, for hvis der fordamper for meget vand, inden couscoussen kommer i, passer væskemængden ikke.
Løsn altid couscous efter endt kogning – brug en gaffel og en let hånd, da de nemt kan mose ud, hvis de bliver håndteret for voldsomt.
Skyl frugt og grønt.
Kog 370 ml vand op med lidt salt i en lille gryde under låg (se køkkentip). Rør hurtigt couscoussen ud i det kogende vand, læg låg på gryden igen, sluk for blusset, og lad couscoussen trække på blusset i ca. 8 min. Løsn couscoussen forsigtigt med en gaffel inden servering.
Snit calçot-løg fint. Skær agurk i små tern. Snit koriander (med stilke) fint. Halvér citron. Vend løg, agurk, koriander og citronsaft i couscoussen. Dryp med lidt olie, og smag til med lidt salt og masser af groft peber.
Smag yoghurt til med revet eller presset hvidløg, salt og peber.
Varm en pande op med lidt olie. Form falafelfarsen til små, runde og lidt flade kugler, og steg dem sprøde ved middel varme, 4-5 min. på hver side.
Skær broccoli i kvarte gennem stokken. Damp broccolien sprødmør i letsaltet vand, ca. 5 min.
Servér falafler med tabbouleh, hvidløgsyoghurt og dampet broccoli. Hvis du kan lide falafler med lidt stærkt, kan du servere chilisauce til.