Chili sin carne med quinoa og batavia-salat med tomat og grønne bønner
Ingredienser
- 2 poser hvid quinoa
- 1 rulle chili sin carne
- 2 squash
- 1 pose mandler
- 1 bundt kruspersille
- 2 bundter flade bønner
- 1 hvidløgsfed
- 3 tomater
- 1 rød batavia-salat
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx vin- eller æbleeddike)
I dag får du vores chili sin carne, som er helt spiseklar. Under opvarmningen kan noget af saucens væske fordampe, så den virker knap så saftig, som en gryderet skal være. Spæd derfor til med vand inden servering, til konsistensen er, som du ønsker.
Sæt vand over til quinoa, og skyl quinoa samt alt grønt.
Kom quinoa i en gryde, overhæld med 5 dl kogende vand, og tilsæt salt. Kog den under låg i 10 min., og lad den trække under låg i 5 min. Afdryp evt.
Kom chili sin carne i en gryde, og bring retten i kog. Lad den simre under låg i 7-8 min., og rør jævnligt undervejs, så den ikke brænder på. Spæd evt. til med lidt vand, hvis du synes, at retten virker tør (se køkkentip). Smag evt. til med lidt peber og salt om nødvendigt.
Skær squash i tern, og hak mandler groft. Hak persille groft, og kom i en skål til topping.
Rist mandler på en tør pande i ca. 4 min. Kom dem i en skål til topping.
Varm panden op igen, tilsæt lidt olie, og steg squash i 3 min. Krydr med lidt salt og peber, og vend squash i chili sin carnen lige inden spisetid.
Skær bønner i stykker a 3-4 cm let på skrå. Kom dem i en gryde med lidt kogende, saltet vand, og kog i 4 min. Kom dem i en sigte, og lad dem køle lidt af.
Pil og hak imens hvidløg fint. Rør hvidløg med lidt olivenolie og lidt eddike, og vend bønner i dressingen. Smag til med salt og peber.
Skær tomat i tynde både. Bryd eller snit salat groft, og anret den på et fad. Top med tomater og marinerede bønner.
Anret quinoa i portionsskåle, og top med chili sin carne, persille og ristede mandler. Servér batavia-salat med tomat og grønne bønner til.