Blomkål i mild kokos-karry med ris, agurke-mynterelish og jordnødder
Ingredienser
- 1 pose brune jasminris
- 1 mini-agurk
- ½-1 bundt mynte
- 1 blomkål
- 2 tomater
- 1 pose jordnødder
- ½-1 brev madraskarry
- 1 dåse kokosmælk
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
Sæt vand over til ris, og skyl ris grundigt. Skyl også alt grønt.
Kom ris i en gryde med rigeligt, kogende, letsaltet vand, og kog dem i 20-22 min. Hæld overskydende vand fra.
Skær agurk i små tern. Pluk og snit mynte. Vend agurk sammen med mynte i en skål, og smag til med ½-1 tsk. eddike og lidt salt.
Del blomkål i grove buketter, og skær blomkålsstok samt tomat i grove tern.
Rist jordnødder gyldne i en tør gryde, og kom dem i en skål til topping.
Varm olie op i gryden, og steg blomkål i 3-4 min., til den er gylden.
Tilsæt tomat og lidt madraskarry, og steg i yderligere 2-3 min. Tilsæt kokosmælk og 2 dl vand, og kog op. Lad det simre, til grøntsagerne er møre, 7-8 min. Smag til med salt og evt. lidt mere madraskarry.
Anret ris og blomkål i gul karry i skåle eller dybe tallerkener, og top med agurke-mynterelish og ristede jordnødder.