Bagt hokkaido med stegte tomater, flækærter og fladbrød
Ingredienser
- 2 poser grønne flækærter
- 1 hokkaido-græskar
- 1-2 breve istanbul-krydderiblanding
- 2 bakker cherry-blommetomater
- 1 pose mandler
- 1 glas kapers i havsalt
- 2 limonetta-citroner
- 1 bundt bredbladet persille
- 2 poser tahin
- 4 fladbrød
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
Tænd ovnen på 200 °C varmluft, og sæt vand over til flækærter. Skyl kapers fri for salt, og lad dem ligge i vand. Skyl frugt og grønt.
Kom flækærter i en gryde med rigeligt, letsaltet vand, og kog dem helt møre, ca. 30 min.
Skær hokkaido i både eller grove tern, og vend dem med lidt olie. Krydr med salt og istanbul-krydderi.
Kom græskarstykkerne på en bageplade med bagepapir. Bag dem møre, 20-25 min.
Vend tomater med lidt olie og salt, og kom dem i et ildfast fad. Bag dem med i ovnen de sidste 12-15 min. af græskarrets bagetid.
Rist mandler let gyldne i ovnen, 5-7 min. i ovnen. Hak dem groft.
Dræn vandet fra kapers, og hak dem groft. Riv skal af 1 citron, og hak persille fint. Vend kapers, persille og citronskal med de ristede mandler, og gem til topping.
Kom tahin i en skål, og rør med citronsaft og lidt salt. Tilsæt lidt vand, til konsistensen er lind.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg de kogte flækærter i 2-3 min. Krydr med lidt salt. Vend dem sammen med græskar inden servering.
Varm brødene i 2-3 min. i ovnen.
Servér flækærter og bagt græskar toppet med bagte tomater, mandel-topping og tahindressing. Spis fladbrød til.