Bliv medlem og få rabat på alle køb
Søg
Menu

Albondigas – spanske kødboller i krydret tomatsauce med majscouscous

4 personer

Ingredienser

  • 1 løg
  • 3 hvidløgsfed
  • ½-1 rød chili
  • 1 kvist rosmarin
  • ½ pose gulerødder
  • 3 poser majscouscous
  • 1 rulle oksefars med grøntsager
  • 1 karton mosede tomater
  • 1 bundt rucola

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
Køkkentips

Albondigas er små, spanske kødboller, som ofte serveres som tapas på spanske barer. Saucen har godt af lidt chili, men hvis du er i tvivl, om du eller dine børn kan lide det, kan du nøjes med at drysse chiliringe over retten til sidst. I retten river vi gulerødderne groft, men nogle børn kan bedst lide gulerødder i større stykker, fordi det så er nemmere at styre uden om dem under spisningen. Gør, hvad der passer jer bedst!

Inden du går igang

Sæt vand over til couscous, og skyl alt grønt.

Grønt til albondigas og tomatsauce
  1. Pil løg og hvidløg, og skær begge i tynde skiver. Skær chili i tynde ringe. Pluk også ca. ⅓ af rosmarinbladene. Riv gulerødder groft (se køkkentip) – skær evt. halvdelen i stave til snackgrønt.

Majscouscous
  1. Kom 2,4 dl vand i en lille gryde, og tilsæt 3 spsk. olie og 1½ tsk. salt. Bring det til kogepunktet, og tag gryden af varmen. Tilsæt couscous, og rør rundt. Læg låg på gryden, og lad couscoussen trække i 5 min. Rør i couscoussen med en gaffel for at løsne grynene lidt.

Albondigas
  1. Snit de plukkede rosmarinblade, og vend det sammen med oksefarsen.

  1. Varm en stor pande op, og tilsæt olie. Form oksefarsen til små kødboller, og brun dem på panden i 3-4 min. Tag kødbollerne af panden, og læg dem på en tallerken.

Tomatsauce
  1. Varm panden op igen, og tilsæt olie. Steg løg, hvidløg, rosmarinkvist og evt. lidt chili (se køkkentip) i 3-4 min.

  1. Tilsæt gulerødder, 1-2 dl vand og tomatsauce, og kog op. Lad saucen simre, til grøntsagerne er møre, og saucen er kogt sammen, 8-10 min.

  1. Fjern evt. rosmarinkvist fra tomatsaucen, og kom kødbollerne i saucen. Lad dem simre med i 2-3 min., til de er gennemtilberedte. Smag saucen til med salt og sort peber.

Servering

Anret couscous på tallerkener. Top kødboller i tomatsauce med rucolaen og chiliringe, og servér direkte fra panden. Servér evt. snackgulerødder til.

-