Squash/Græskar (Langer von Neapel)
- kært barn har mange navne
Langer von Neapel, Naples Long, Lunga de Napoli – kært barn har mange navne og det har denne sort af squash også. Den er en del af moskusgræskar-familien og er nært beslægtet med Butternut-squashen. Squashen her stammer fra Centralamerika og er aflangt, pæreformet og mørkegrønt med en tyk ende og lille kernehus – det kan blive helt op til en meter langt! Der er altså rigtig meget mad i denne squash. Kødet har den smukkeste orange farve og er saftigt, fast og nøddeagtigt i smagen.
I køkkenet
Langer von Neapel kan høstes ungt og bruges frisk som en lille grøn squash. Lader man den sidde på stilken hele sæsonen, bliver skallen mere hård og man kan bruge den som et græskar. Her kan den bruges som et almindeligt græskar og fx bage det – det smager fantastisk. Flæk det på langs, fjern kernehuset og krydr med salt, peber og olivenolie. Man kan også eksperimentere med græskaret i det søde køkken – prøv fx at råsylte den i en sukkerlage og server den sammen med en chokolademousse. Det gjorde vores egen kok Morten Schou med stor succes, da han for et par år siden lavede menuen til vores nytårskasse.
I marken
Denne sort af squash kræver mere varme end mange andre. Derfor kan de være nødvendigt at beskære planten herhjemme, hvor vi ikke altid er så heldige med det varme vejr. Ved at beskære planten, når den ikke at lave så mange græskar, som den ikke kan nå at afmodne. I løbet af sæsonen og jo mere moden den bliver, desto mere ændrer farven sig fra mørkegrøn til orange. Det kan være en god idé at eftermodne græskaret – når det ikke at blive helt modent vil kødet minde lidt mere om en sprød cantaloupe-melon, dog ikke helt så sød, men stadig med en mere frugtagtig smag.
Opbevaring
Langer von Neapel kan holde sig i ugevis, blot den er ubeskadiget og ligger tørt. Ved stuetemperatur er holdbarheden 2-4 uger og på køl helt op til 2 måneder.