Radise (Watermelon)
- den lille vandmelon
Watermelon-radisen er i familie med ræddiken. Den stammer fra Kina og bliver på størrelse med en tennisbold. På kinesisk hedder radisen ”shinrimei”, som betyder ”det smukke i hjertet”. Og den er virkelig smuk indeni med sit fine rosa/pink indre, der er omgivet af et hvidt ydre med grønne "skuldre" – heraf også det mere vestlige navn watermelon.
I køkkenet
Watermelon-radisen er sød, saftig og sprød. Den har en mildere pebersmag end mange andre radiser. Den kan bruges både rå og tilberedt, og skallen kan man bare lade sidde på. Snit fx radisen fint og brug den i en salat med en kraftig dressing – dens farve vil stå smukt mod en grøn salat. Eller prøv at sylte den og server den på en tapas-tallerken.
I marken
Radisen sås i sommeren og kan høstes i efteråret. Denne sort vokser godt i vores mere kølige klima – de kan dog ikke tåle frost. De er forholdsvis hårdføre og passer sig selv, så længe de får godt med vand.
Opbevaring
Rødderne opbevares koldt i køleskabet. De har længere holdbarhed end de almindelige, små, røde radiser og kan holde sig friske i op til en måned. De skal dog forblive faste – hvis de er blevet bløde, skal de kasseres.