Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Purple Sprouting Early

- Fra Smagsmarken

Broccolisorten Purple Sprouting Early er oprindeligt en gammel engelsk sort, der er meget hårdfør og står som blomsterskud på marken. Som navnet antyder, har planten en meget mørkelilla farve og grågrønne blade og er noget af det første, der kommer op af jorden i foråret. Til forskel fra almindelig kendt broccoli, minder denne sort mere om broccoliskud og ligner tynde, høje broccolistængler med små blomsterhoveder. Planten har et meget højt udbytte og kan høstes af flere omgange i løbet af vinteren og det tidlige forår, da der hele tiden vokser nye skud ud fra de afskårne stilke.

I køkkenet

Plantens tynde broccolibuketter rummer mange tilberedningsmuligheder, da både blade og stængler kan spises. De tynde skud gør sig generelt godt ved kort og hård tilberedning, hvorved sprødheden bevares og man opnår en intens grøn farve. De små buketter og blade kan dampes i 2 minutter i letsaltet vand og serveres med lidt smeltet smør og citronsaft, eller steges på en rygende varm pande i 3-4 min. med lidt hvidløg, sesamfrø og olivenolie.

I marken

Purple Sprouting Early kommer fra Smagsmarken, som er Aarstidernes gastronomiske og agronomiske legeplads. Her afprøver vi nye (og gamle) afgrøder til fremtidige smagsoplevelser og måltider. Vi eksperimenterer, afprøver, smager, dufter og sanser os frem i en magisk verden af planter. 

Læs mere om Smagsmarken

Purple Sprouting Early
-